Den Sikre Side
Den Sikre Side er en guide der hjælper dig med at vurdere, hvordan du bedst vælger mellem fem forskellige værktøjer til arbejdsmiljøledelse og ulykkesforebyggelse og derved hurtigere når frem til en løsning, som skaber større sikkerhed og effektivitet på arbejdspladsen.
De fem værktøjer til arbejdsmiljøledelse og ulykkesforebyggelse er udviklet på vegne af de fem Branchearbejdsmiljøråd, bestående af BAR handel, BAR Jord til Bord, Grafisk BAR, BAR Kontor Privat samt Industriens Branchearbejdsmiljøråd.
BAR’ene har bedt en række konsulenthuse med specialviden på området om at udvikle metoder, der kan sikre nogle fornuftige og overkommelige løsninger inden for arbejdsmiljøledelse og ulykkesforebyggelse på små og mellemstore virksomheder.
De fem værktøjer er forenklede udgaver af større og langt mere komplicerede systemer. Resultatet er fem forskellige metoder eller ”værktøjer” til indførelse af arbejdsmiljøledelse. Hver for sig tilbyder de et kvalificeret svar på, hvordan man som lille, mindre eller mellemstor virksomhed kan imødekomme behovet for en ordentlig arbejdsmiljøindsats til gavn for medarbejderne på arbejdspladsen.
Værktøjerne varierer i omfang, og langt fra alle vil føle sig tiltrukket af de mest omfattende. Alt i alt indeholder værktøjerne muligheder, som burde tilfredsstille virksomheder på ethvert ambitionsniveau, hvad enten kravet er et omfattende arbejdsmiljøledelsessystem eller begrænser sig til mere selvhjulpne løsninger.













