UV-farver og lakker (BSR 3)
Brug beskyttelseshandsker hver gang - og vælg de rigtige
Husk derfor:
- handskerne skal være CE-mærket, og der skal udleveres en brugsanvisning på dansk sammen med handskerne
- anvend kun handsker der er testet af leverandøren
- forlang garanti for handskens holdbarhed
- forlang oplysning om nøjagtig gennemtrængningstid
- alle handsker har en begrænset gennemtrængningstid
- gennemtrængning er ikke synlig
- gennemtrængning begynder med den første kontakt med UV-farver og -lakker og kan ikke standses
- beskyttelseshandsker kan se ens ud, men være af forskelligt materiale
- anvend bomuldshandsker under beskyttelseshandsker
- beskyttelsescreme bør aldrig bruges sammen med handsker
- UV-handsker bør opbevares særskilt, så man ikke tager fejl i forhold til andre arbejdshandsker på virksomheder
- genbrug aldrig handsker
UV-farver og -lakker i arbejdsmiljøet
UV-farver og -lakker har i de senere år vundet mere og mere indpas i den grafiske branche.
UV-farver og -lakker kan imidlertid medføre en række problemer for arbejdsmiljøet, som man skal være særlig opmærksom på. Ingen bør derfor arbejde med UV-farver og -lakker uden først at være grundigt informeret om de specielle risici, som knytter sig til denne teknik samt instrueret om arbejdsmetoder.
UV-hærdende trykfarver og -lakker samt epoxy- og isocyanatbaserede trykfarver og lime, der indeholder reaktive forbindelser, kan ikke bare give hudirritation, men også allergisk eksem. Her er det nødvendigt at beskytte sig med handsker.
Valg af handsker
Valg af egnet handsketype er afhængig af de anvendte UV-farver og -lakker samt afvaskere. Forkerte handsker samt handsker, der er hullet eller forurenet indeni, kan i værste fald være mere skadelige end slet ingen handsker.
Alle handsker har en begrænset holdbarhed. Her skal man være særlig opmærksom på, at gennemtrængningstiden er meget forskellig - afhængig af handsketype, fabrikat samt hvilke farver og lakker der arbejdes med.
Ved køb af handsker skal man forlange en leverandørgaranti for handskens holdbarhed, som gælder specielt de produkter, der konkret arbejdes med. Få derfor oplyst den nøjagtige gennemtrængningstid (Gennemtrængningstiden varierer meget - fra godt 1 minut og opefter). Man skal endvidere være opmærksom på, at en handske til en bestemt UV-farve og -lak ikke nødvendigvis er velegnet til andre produkter (f.eks. afvaskere) eller hvis forskellige UV-farver og -lakker blandes.
Ved arbejde med UV-farver og -lakker må handsken ikke genbruges. Betragt derfor handsken som en engangshandske, som skal bortskaffes efter brug.
Det kan anbefales altid at anvende en bomuldshandske under arbejdshandsken, der kan opsuge håndens fugtighed og sved.
Beskyttelsescreme yder ikke samme beskyttelse som handsker og må aldrig bruges samtidig med handsker.
Denne vejledning er udgivet med støtte fra Arbejdsmiljøfondet.
Vejledningen kan købes i:
Arbejdsmiljøfondet
Vermundsgade 38
2100 København 0
Tlf. 39 16 05 55
Læs mere om valg af handsker i vores online pjece: På med vanten...












