Nikkelallergi
BSR 3
OBS! Nikkel-allergi kan ikke helbredes
Derfor:
skal vedvarende hudkontakt med nikkellegeringer eller genstande som er forniklede undgås.
Derfor:
skal arbejdstøj med lynlåse, trykknapper, spænder, nitter, metalmærker der indeholder nikkel ikke anskaffes.
Derfor:
skal der kun anskaffes arbejdstøj, hvor der er anvendt messing, plast eller hvor der er anvendt velcrobånd til lukning af front, gylp, lommer m.m.
Derfor:
vælg arbejdstøj der ikke indeholder nikkel, det findes.
Husk: fra 10. januar 1991 er det forbudt at sælge blandt andet arbejdstøj forsynet med nikkelholdige dele.
Hvad er nikkel?
Nikkel er et sølvhvidt metal, der blandt andet forekommer i en række kemiske forbindelser, som i stor udstrækning benyttes som farvepigmenter og ved overfladebehandling (fornikling).
Metallisk nikkel og nikkelforbindelser kan give anledning til eksem
Hvad forårsager nikkel-allergi?
Den almindeligste årsag til nikkel-allergi er hudkontakt med nikkellegeringer og med genstande, som er belagt med nikkel. Eksempler på genstande som kan give nikkel-allergi er værktøj, spænder, lynlåse, knapper, smykker, armbåndsure, sakse og kontorartikler.
Hvad er nikkel-eksem?
Eksemer kan være af to typer: ikke-allergisk eller allergisk.
Et nikkel-eksem er et allergisk eksem.
Ikke-allergisk kontakteksem
opstår ved, at et stof direkte skader eller irriterer huden. Oftest først efter at man har været udsat for stoffet flere gange. Huden tørrer ud og bliver rød.
Allergisk kontakteksem
opstår ved overfølsomhed overfor et stof. Allergien er aldrig medfødt, men erhverves gennem kontakt med allergifremkaldende stoffer (nikkel). Når en allergi er opstået, reagerer huden på en helt anden måde end tidligere ved kontakt med det allergifremkaldende stof.
Allerede ved kontakt med meget små mængder af stoffet opstår eksem. De første symptomer plejer at være rødmen, opsvulmen og kløe. Blærer og knopper kan også forekomme.
Symptomerne optræder mellem 6 og 48 timer efter kontakten. Når eksemet har været der et stykke tid, bliver huden tør og begynder at skalle. Allergien omfatter altid huden på hele legemet. Selv om kun hænderne har været i kontakt med stoffet før allergiens opståen, kan eksem altså opstå på andre legemsdele, hvis disse kommer i kontakt med stoffet, man er allergisk imod. Der findes ingen metoder til at forudsige, hvem der rammes af allergi mod et givet stof. Der er heller ingen måde til at helbrede allergi. Er man først blevet allergisk mod et stof, må man regne med at være det resten af livet og derfor forsøge at undgå enhver berøring med det pågældende stof, i arbejdslivet som udenfor.
BSR 3 - Det grafiske Branchesikkerhedsråd
Arbejdstager sekretariat
35 86 88 88
Arbejdsgiver sekretariat
63 12 70 00












