|
BST stor hjælp til små virksomheder
Virksomhedsprofil
Virksomheden er en allround bogbindervirksomhed, hvor fleksibilitet, hurtig omstilling og hurtig leverance er kendetegnende for produktion.
Virksomheden er et aktieselskab, ejet af et ægtepar. De to indehavere er henholdsvis bogbinder og administrativ medarbejder.
Der er ingen sikkerhedsrepræsentanter. En af medarbejderne er kontaktperson for GF og deltager aktivt i fyraftensmøder, kongresser og lignende om arbejdsmiljø. Der bliver ikke afholdt sikkerhedsmøder, man taler om tingene i de fælles pauser.
Forhistorie
Virksomheden havde ikke tidligere gjort brug af BST. Et fyraftensmøde i fagforeningen havde henledt kontaktpersonens opmærksomhed på BST. En efterfølgende snak blandt medarbejderne og ejerne fik virksomheden til at kontakte BST for at få sat gang i APV. Virksomhedens holdning var, at når det nu var lovpligtigt, kunne man jo lige så godt gøre det, man fik et påbud fra Arbejdstilsynet. Det blev aftalt, at BST skulle udføre kortlægningen og fremkomme med eventuelle løsningsforslag, idet medarbejderne frygtede, at de ikke havde tilstrækkelig viden til at kunne vurdere arbejdsmiljøet godt nok.
APV-arbejde
Virksomheden havde kun få BST-timer til rådighed og partnerne var enige om, at timerne fortrinsvis skulle bruges til kortlægning og udarbejdelse af løsningsforslag.
Kortlægningen blev foretaget af en BST-medarbejder ved en snak med virksomhedsejerne og efterfølgende interview af alle medarbejdere.
Kortlægningen viste, at der var støjproblemer og ergonomiske problemer ved bogbindermaskinerne. Virksomhedsejerne mente ikke, der var problemer med det psykiske arbejdsmiljø, men ønskede dog at arbejde med dette i det kommende år.
Forslag til dæmpning af støjen blev diskuteret samme dag. En ergoterapeut fra BST foretog senere en ergonomisk vurdering og diskuterede årsager til problemerne med medarbejderne, og derudfra var det let at vælge nogle løsninger. Den ergonomiske vurdering blev afrapporteret skriftligt sammen med de løsningsforslag, som havde været diskuteret med medarbejderne på besøgsdagen.
Der blev ikke lavet en handlingsplan, idet de enkelte løsningsforslag kunne gennemføres med det samme og ikke havde store økonomiske konsekvenser. Et enkelt løsningsforslag var lidt dyrere end man umiddelbart kunne effektuere, men det gennemføres, når der er mulighed for det. Indtil da har man foretaget en midlertidig løsning.
BST har kontaktet virksomheden telefonisk efter et par måneder for at høre, hvordan det var gået. Løsningsforslagene var gennemført og virkede efter hensigten.
Gode og dårlige erfaringer
Alle virksomheder - specielt de små - skal sørge for at trække mere på BST. Her kan hentes mange ideer til forbedring af arbejdsmiljøforholdene. Forløbet har vist, at bedre arbejdsmiljø kan opnås ved selv små ændringer ved maskiner og i rutiner.
|
|
 |
|
Virksomhed:
Knud Erik Madsens Bogbinderi A/S
Kontaktperson:
Knud Erik Madsen
Adresse:
Væselvej 24
7800 Skive
Telefon:
97 52 56 16
Antal ansatte:
8
Tilmeldt BST:
Skive og Viborg-områdets BST
97 53 60 00.
APV-karakteristik:
Kortlægning med BST hjælp
Løsninger iværksat med det samme
Minimum af skriftlighed
|
|