Forside > Emner > Ergonomi > Skærmarbejde
Hardware
Når man i arbejdsmiljøsammenhænge har set på nedslidning ved computerarbejde, så har den anvendte hardware altid været en væsentligt faktor i såvel årsagen til nedslidningen som til løsningsmuligheder til at minimere belastningerne. I de senere par år, er der dog rejst tvivl om, hvilken betydning hardwaren har for nedslidningen, idet nyere undersøgelser peger mere på jobindholdet, jobtilfredshed og arbejdets organisering som de væsentligste årsager til gener ved computerarbejde.
NUDATA –undersøgelsen i 2000 peger fx på, at det måske er vigtigere, at man er tilfreds med indretningen af sin arbejdsplads, end at den er ”ergonomisk rigtigt indrettet”. Dette behøver dog ikke at være en modsætning.
Men der er dog ingen undersøgelser, der peger på, at et velovervejet ergonomisk optimalt indkøb af hardware – samt optimal justering af samme – ikke har nogen effekt på arbejdsmiljøet overhovedet.
Man bør derfor - især ved nyindkøb af hardware – indarbejde ergonomiske krav til hardwaren på linie med de mere funktionelle krav. Det er som oftest også i nyindkøbsfasen, at det er billigst at indarbejde ergonomien i computerarbejdspladsen.
Og som ovennævnte resultat fra NUDATA-undersøgelsen viser, så kan effekten af dette forøges væsentligt, hvis medarbejderne inddrages i overvejelserne ved indkøb, samt i justering/indstilling af hardwaren.
I lovgivningen stilles der også en række krav til den anvendte hardware ved skærmarbejde. I bekendtgørelsen om skærmarbejde stilles bl.a. en række krav til skærmen og indlæsnings/styringsudstyret.
Hardwaren i computersystemer består i hovedtræk af flg. elementer:
- CPU-enhed
- Skærm
- Indlæsningsudstyr












