Orientering om ergonomi
Analyse
Vær opmærksom på begyndende smerter i muskler eller led. Sådanne begyndende smerter er advarsler om, at der er noget galt med arbejdsstillingen eller arbejdsteknikken. Det er ikke naturligt at have ondt.
Ved smerter i skulderpartiet må det undersøges, om arbejdet foregår med konstant løftede skuldre. Hvis det er tilfældet, undersøges hvorfor. Skyldes det, at emnet er anbragt for højt, må emnet sænkes eller personen hæves.
Princippet gælder både siddende og stående arbejde.
Er der tale om smerter i lænden, må det undersøges, om det skyldes belastende løftesituationer, der kan undgås eller udføres mere hensigtsmæssigt, eller om det skyldes en forkert arbejdsstilling, for eksempel foroverbøjet, emnerne for langt fra kroppen, manglende lændestøtte eller andet.
Er der tale om ledsmerter, må det undersøges, om det skyldes hårde eller gentagne belastninger af leddene i deres yderstilling. Vedvarende belastninger af led bør altid foregå i leddets mellemstilling, aldrig i yderstillingerne.
Vær opmærksom på, at de her nævnte gener også kan have deres årsag i andre forhold som kulde, træk og forkert belysning, ligesom generne kan være for årsaget af kombinationseffekten af to eller flere af de her nævnte forhold.
I mange tilfælde er det muligt selv at finde årsagen til aktuelle muskel- og ledsmerter og dermed rette forholdene eller stille forslag til afhjælpning. Undertiden kan det dog være nødvendigt at gå hver enkelt arbejdsplads efter ved hjælp af en ergonomisk checkliste.
Brug tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt
De tunge løft, der kan medføre øjeblikkelig og varig skade, bør overtages af egnet teknisk løftegrej. Mange meget belastende løft i særligt belastende stillinger vil kunne undgås ved passende anbringelse af løfteanordninger.
Sådanne investeringer vil hurtigt kunne tjene sig ind alene ved lavere arbejdsfravær og mindre personaleomsætning samt bedre effektivitet. Mange maskiner har et udlæg, der betinger, at produktet skal hentes meget lavt, hvilket er særligt rygbelastende. Her kan problemerne ofte løses teknisk med udlægning på opadgående transportbånd til normal bordhøjde, fx. kan falsemaskine-udlæg forsynes med arkelevator.
Se Grafisk BARs publikation om Tekniske hjælpemidler samt online publikationen om Tekniske hjælpemidler.
Ved maskinkøb
Stil krav til leverandøren, at maskiner og tekniske hjælpemidler er konstrueret efter mennesket. Mennesket kan vi ikke lave om på, men nok på teknikken.
Hvis en maskine har for lav arbejdshøjde, er det bedre og billigere straks at sætte den på en forhøjning fremfor senere at skulle foretage noget sådant.
Håndtag og greb skal være bekvemt anbragt. Skal flere personer af forskellig højde benytte samme maskine, bør den indrettes efter den højeste, da det er nemmere at hæve personen ved et passende underlag end at sænke maskinen.
Se Grafisk BARs vejledning om Maskinindkøb fra 2008.
Abejdsborde og -stole
Det er væsentligt, at arbejdsborde har den rette højde, dels i forhold til arbejdets art og dels i forhold til personen, der skal benytte det. Det er en fordel, at arbejdsbordet er højdeindstilleligt. Hvis bordet ikke er indstilleligt, kan problemet klares ved at hæve personen eller arbejdsfladen. Bordet bør have en velegnet modstandsdygtig overflade, med en farve der giver passende kontrast til emnerne og ikke reflekterer lys.
Til siddende arbejde bør bordet være uden generende lister under bordfladen; det er væsentligt, at der er så god benplads, at der er mulighed for at skifte stilling.
Stole bør være let indstillelige og stabile. De bør normalt være med ryglæn, men uden armlæn, polstrede med uld eller bomuld (ikke plast) og med afrundet forkant for at undgå tryk mod undersiden af låret.
Det er ikke nok at have det rigtige udstyr; det skal bruges rigtigt. Vær omhyggelig med at indstille stolen rigtigt. Den tid, der bruges til det, tjenes hurtigt ind. Hvis stolen skal hæves så meget for at få en passende arbejdsstilling, at foden ikke bekvemt kan sættes mod gulvet, skal der benyttes en passende fodskammel.
Se også Grafisk BARs publikation "Har du ryggen fri?"
Indret din arbejdsplads
Tilrettelæg arbejdet omhyggeligt, inden det påbegyndes; det betaler sig.
Anbring emnerne, værktøj og hjælpemidler inden for ubesværet rækkevidde. Hvis en stor rækkevidde er nødvendig, kan det være en fordel at benytte en vippestol eller i særlige tilfælde en ståstøttestol. Undgå at belaste leddene i deres yderstilling.
Ved præcisionsarbejde kan det være en væsentlig fordel at skråtstille arbejdsfladen eller blot en del heraf.
Vær opmærksom på, at dårligt arbejdslys kan fremtvinge forkerte arbejdsstillinger for at kunne se eller for at undgå reflekser eller direkte blænding.
Nedsat syn kan føre til, at man kompenserer ved kortere eller længere synsafstand, hvilket også kan fremtvinge en forkert arbejdsstilling.
Kulde og træk
Når man fryser, søger man ubevidst at kompensere ved at spænde musklerne. Herved kan der også opstå muskelsmerter. Der arbejdes mere krampagtigt, og belastningen øges.
Ved hård fysisk belastning er risikoen for fibersprængning væsentlig større, når der arbejdes med kolde muskler.
Ændring af bestående forhold
Ved begyndende smerter i ryg, skuldre, led eller muskler bør det undersøges, om arbejdet kan udføres anderledes og mere hensigtsmæssigt. Det er som oftest et tegn på, at der er noget galt med de ergonomiske forhold.












